Rejsen mod Lysets Fortid

Introduktion

Rejsen mod Lysets Fortid, et strike force fra Craftworld Lugganath var en af de primære aktører i Cthoniac-kampagnen

Dramatis Personae

• Kalsys, Farseer i Craftworld Lugganath
• Ynarosa, Warlock i Craftworld Lugganath
• Lanlion, Autarch i Craftworld Lugganath

Fiktion

Optakt

Scene: Rådet af Farseers ombord på Craftworld Lugganath

Det store kammer for Farseerne ombord på Craftworld Lugganath er oplyst af Wraithbones bløde, æteriske glød. Væggene er dekoreret med gamle runer, der pulserer med psykisk energi. Luften er tung af forudseenhedens vægt, mens de samlede Farseers, klædt i udsmykkede klæder, engagerer sig i en tavs tankekommunikation. Den ældste blandt dem, Farseer Amonrad Rah, bryder stilheden, hans stemme resonansfyldt i hans ligemænds sind.

Farseer Amonrad Rah: "Stormen, der tidligere skjulte Cthoniac-systemet, er endelig aftaget. Dog genlyder ekkoerne fra fortiden stadig i det forladte sted. Jeg har set det i skæbnens vævning — et sår, der må behandles, ellers vil det forpeste og opsluge os alle."

Farseer Kalsys: "Udposten, vi mistede til warp’en... dens tilstedeværelse hænger som et spøgelse i Webway’en. Men visionerne er uklare. Hvad end der ligger under overfladen på Cthoniac Secundus, er indhyllet i mørke — et mørke, som ikke er skabt af os."

Farseer Firvara: "Vi kan ikke ignorere dette. Den viden, der er skjult der, kan være nøglen til vores overlevelse, eller vores undergang. Men farerne er mange. Menneskene har bosat planeten, og jeg frygter, at de ikke er de eneste, der nu lever der."

Farseer Amonrad Rah: "Netop. Warpen har forvredet mere end blot landet. De af vores slægt, der overlevede, er måske ikke længere, som vi husker dem. Deres sind kan være forpestet, deres sjæle forvrænget af tidens passage og kaos’ indflydelse. Jeg har set visioner af dem. Hjemsøgte, forvredne sind, skygger af deres tidligere selv. De genkender os måske ikke som slægtninge, eller endda som allierede. Du må være forberedt, Kalsys, på at konfrontere, hvad de er blevet til."

Farseer Kalsys: "Jeg vil lede denne mission. Skæbnens tråde samles på Cthoniac Secundus, og jeg mærker tiltrækningen fra det, der blev efterladt. Hvis vi skal lykkes, må vi handle hurtigt, før andre, mennesker eller ej, gør krav på vores arv."

Farseer Firvara: "Så er det besluttet. Du vil tage en lille styrke med. Rangers, Warlocks, dem der kan bevæge sig uset og slå præcist. Genopdag, hvad du kan, og sørg for, at intet spor af vores tilstedeværelse efterlades til Mon-Keigh."

Farseer Amonrad Rah: "Må vores forfædres ånder vejlede dig, Kalsys. Vejen foran dig er fyldt med farer, men jeg har set glimt af håb. Måske finder vi på dette ældgamle sted de svar, vi søger — eller den forløsning, som vores tabte slægt desperat behøver."

Farseerne nikker i tavs enighed, og kammeret falder ind i en dyb, kontemplativ stilhed. Farseer Kalsys rejser sig, hans sind allerede forberedt på den rejse, der venter — en rejse, der vil føre ham ind i hjertet af en verden, længe glemt, hvor fortid og nutid kolliderer i en malstrøm af psykiske rædsler og ældgamle hemmeligheder.

Scene: Kalsys samler hans strike force ombord på Craftworld Lugganath

Farseer Kalsys stod ved kanten af det store hangarområde, klædt i wraithbone. En let pulseren fra de gamle runer kunne føles i rummet. Han stod overfor de omhyggelig udvalgte styrker til udforskningsmissionen.

Med en fast, rolig stemme talte han til dem:

"Vi rejser ikke kun for at finde vores tabte slægtninge, men for at beskytte vores eftermæle, der kan sikre vores fremtid."

Han vendte sig først mod Rangerne, iklædt deres lange kapper. "I skal lede vejen. Stille som natten, usete som vinden. Mon-Keigh må ikke vide, at vi er der.". Arrohyn, lederen af holdet, nikkede.

Dernæst kastede han sit blik mod sine Guardians, de krigere som han har kæmpet side om side med utallige gange før. "I skal beskytte os, som i altid har beskyttet os. Truslerne er ukendte, men vær forberedt på alt."

Striking Scorpions, de dødelige krigere, klædt i dybgrønne rustninger, fulgte ham med deres ubøjelige blikke. "I vil gå frem i skyggerne. Hive-byerne er store, og I skal rydde vejen for os."

Ved siden af Scorpions stod warlocken Ynarosa med sit sværd i hånden. "Dit sind vil være vores skjold, og din klinge vores kraft. Hold dig tæt på mig. Sammen vil vi lede missionen."

Kalsys vendte sit blik mod den tårnhøje skabning af wraithbone, og kiggede op i hvad der føles som et hulrum. "Du er vores anker," sagde Kalsys roligt. "Skulle vi komme i konflikt, vil det være dig midt i stormen, som holder os fast".

Kalsys lukkede kortvarigt øjnene og mærkede skæbnens tråde.

Rejsen til Cthoniac Secundus ville ikke blive let, men den sti han gik på, stod klart i hans sind. "Må det sidste lys lede os. Vi vil genvinde vores eftermæle. Det, som tilhører os."

Scene: De Første Skridt i Skyggerne – Rejsen mod Lysets Fortid

De orange skygger fra Cthoniac Secundus’ døende sol kastede et dystert lys over ruinerne af hivebyen, der strakte sig som knogler af en falden titan. De høje, krogede bygninger, nu næsten helt fortærede af tidens tand og kaos’ indflydelse, rejste sig mod himlen som tyste vogtere af en tabt civilisation. Overalt lå der en følelse af forladthed, men også noget mere... noget levende, skjult bag de rustne strukturer.

Farseer Kalsys stod på en højtliggende Wraithbone-platform, som Rangers havde etableret uden for hivebyen. Hans blik var rettet mod horisonten, hvor bygningerne smeltede sammen med den mørkfarvede himmel. Warlock Ynarosa stod ved hans side, hendes sværd udsendte en dæmpet, psykisk glød, der blandede sig med lyset fra Kalsys’ runer.

Kalsys: "Der er noget her, Ynarosa. En flamme, skjult i asken. Jeg mærker det i skæbnens tråde. Men... det er ikke alene."

Ynarosa: "Jeg føler det også, min Farseer. Et mørke, som kryber under overfladen. Vi er ikke velkomne her."

Kalsys vendte sig mod Arrohyn, Ranger-lederen, som stod ved platformens kant med sin kikkert i hænderne. Arrohyns stemme var lav og præcis, som det sømmede sig en ekspert i stilhed.

Arrohyn: "Områderne uden for byerne er døde, men... jeg har set bevægelse. Små grupper af mennesker. Fattige, forhutlede... men der er også andre, længere væk. Skygger, der bevæger sig unaturligt. De er ikke Mon-Keigh."

Kalsys: "Fortsæt din observation, Arrohyn. Lad dine Rangers være vores øjne. Vi skal vide, hvad vi står over for, før vi træder dybere."

Scene: Resterne af Hæder - Cthoniac Secundus

Den mørke himmel over Cthoniac Secundus var stadig farvet af aske og røg fra de nylige slag. Eldar-udposten, en skjult Wraithbone-struktur dybt i ruinerne af en gammel hive-city, emmede af uro. Rygterne fløj som dødelige pile gennem korridorerne—om Farseer Kalsys' fiasko, hans manglende dømmekraft og hans påståede ligegyldighed over for de mange døde.

Warlock Ynarosa stod i skæret fra den psykiske runecirkel, omgivet af glødende åndesten. Hendes blik var hårdt og fokuseret, stadig farvet af kamprøgens minder. Hun havde set, hvordan Kalsys havde vaklet. Hvordan hans visioner syntes splittede og tvivlsomme midt i kampens kaos. Flere gange havde hun måttet træde til og tage kommandoen, mens han stirrede tomt ind i intetheden.

Trods sin loyalitet mod Kalsys havde hun sendt en besked direkte til Rådet—uden hans viden. Et forræderi i nogens øjne, men nødvendigt. Hendes indsats blev anerkendt, men hun blev advaret: en sådan handling ville få de fleste bortvist til outcasts path.

Indkaldelsen af Autarch Lanlion

På Craftworld Lugganath var beslutningen allerede truffet. Autarch Lanlion, en berygtet, brutal og effektiv leder, blev hidkaldt for at genoprette kontrollen. Han ankom med sin personlige styrke. Et hold Dark Reapers iført deres sorte rustninger som var det et stort megacorps "suits" der kom ind og kørte LEAN på Farseer Kalsys "latterlige" forsøg på at skabe resultater.

Tilbage på craftworld'en var der mange hviskende stemmer om Lanlion. Nogle sagde, at hans sjæl allerede var mærket af Slaanesh, fortabt i et had, der havde formørket selv hans skæbnetråd. Andre mente, at han blot var en nødvendighed. Det sidste våben mod total udslettelse. Lugganath havde brug for resultater, ikke moralsk ynde.

Farseer Kalsys blev straks underlagt Lanlions ledelse. Der var ingen ceremoniel introduktion. Kun en kold, autoritativ ordre om at tage plads på bænken.

Cthoniac Secundus ventede stadig, og med historierne om pyramiden, og dets gamle hemmeligheder lå stadig skjult... men for hvem?

Scene: Faldet ved Den Hellige Grund

Ruinerne af Cthoniac Secundus’ gamle helligdom lå badet i dystert lys, omgivet af rustne metaltårne og udslukt teknologi, der stadig emmede af gammel tro. Røgen fra de foregående slag svævede tungt i luften, mens Farseer Kalsys’ styrker samledes endnu en gang, trætte og desillusionerede, men stadig under hans kommando.

Farseer Kalsys, skamfuld over sine tidligere nederlag, så dette som sin sidste mulighed for at genoprette sin ære. Warlock Ynarosa, stadig præget af tvivl og vrede, fulgte modvilligt, bundet af en forpligtelse til Craftworld Lugganath og frygten for, hvad Kalsys’ fiasko kunne betyde for deres folk.

Slaget ved Helligdommen

Da de nærmede sig det hellige sted, blev de mødt af et overjordisk skær. En skikkelse trådte frem fra ruinerne—Palatine Cassandra Valois, klædt i skinnende rustning, hendes blik fyldt med brændende troskab. De religiøse symboler indgraveret i sten og metal glødede stærkere for hvert skridt, hun tog.

Kalsys undervurderede fuldstændig deres kraft. I sit arrogance beordrede han et angreb, men straks blev det tydeligt, at han havde begået en fatal fejl. Cassandra Valois’ tro var som en ildstorm, forstærket af de hellige symbolers energi. Hun kæmpede med en styrke, der oversteg alt, hvad selv en Farseer kunne forudse.

Med en sidste, desperat handling kastede Kalsys sit Singing Spear, og dens psykiske kraft spiddede hende gennem brystet. Et øjeblik syntes kampen afgjort… men så rejste hun sig, lysende af guddommelig energi, hendes øjne som stjerner i en natmørk himmel.

Tilbagegang og Skam

Da hendes flammefyldte sværd begyndte at fælde de sidste af Kalsys’ styrker, råbte Ynarosa: "Tilbagetrækning! Vi kan ikke vinde dette!"

Med en blanding af vrede og ydmygelse måtte Kalsys adlyde, endnu en gang tvunget til at flygte fra slagmarken. Deres styrker var knust, deres kamp ubrugelig. Da de trak sig tilbage, var der ingen håb tilbage blandt de overlevende.

Farseer Kalsys havde endnu engang bragt skam over Lugganath. Men denne gang havde skæbnens tråde vævet noget langt værre end nederlag. De havde vækket en guddommelig hævner i form af Palatine Cassandra Valois, en skikkelse nu langt mere farlig end nogen Eldar havde forestillet sig.