Blodenglenes femte kompagni
Introduktion
Blodenglenes 5. kompagni var en af de primære aktører i Cthoniac-kampagnen
Historie
Dramatis Personae
Fiktion
Optakt
Ombord på frigatten Englens Vinger.
Herakleion drømmer den samme drøm hver gang, han sover. Eller også er det ikke en drøm, men en erindring, elementerne er klare, men sammenhængen tåget. Den carnifex, der tog hans ene ben og begge hans arme, står tydeligt frem. Den brede hovedtrappe til Arx Angelicum med sine røde polerede sten er knivskarp. Lyden af bolters og lugten af blod. Var det ham, der angreb carnifexen - eller sprang den mod ham?
I nat kæmper de. Herakleions sværd er brede bølger af gylden, brændende kraft. Hans krop er en fjeder af vrede. Carnifexen fylder hans verden. Alt andet omkring dem er rødligt støv og blod.
Noget rammer ham i ryggen. Han mister fodfæstet i et spring. Han mærket bæstets nederste klo fange hans venstre ben. Kløve det af midt på låret, tværs gennem metal, kød, ben. Han styrter. Han må have sværdet op, parere det næste angreb!
Så klarer alting op. Støvet er væk. Han må have drømt. Han er ikke på Baal, men på Terra. Han ligger på trappen til Evighedsporten! Han må på vingerne og forsvare kejseren! Det er også tydeligt, at carnifexen var en del af drømmen - det er i virkeligheden dæmonen Ka’Bandha! Han ser sig om om efter det mægtige spyd Telesto, men det er ikke at se. I stedet sætter han af fra trappen, folder vingerne ud og griber dæmonen om halsen med de bare næver… Herakleion vågner ved råb. Han har begge sine mekaniske hænder omkring halsen på sin oppasser, servitoren har nok menneskelige træk til at se rædselsslagen ud.
“Undskyld vi forstyrre, kaptajn”. Sergeant Elinas står i døren til Herakleions kammer, den gyldne veteranhjelm plantet under højre arm. Elinas bekymrede blik dvæler et sekund ved kaptajnens stålgrå hænder. Han holder vist stadig fast. Så ser han Herakleion i øjnene: “Kommandant Dante vil se dig straks, holo-link på broen. Han vil have dig og et udvalg af dit femte kompagni til Cthoniac-systemet”.
“Meget vel”. Herakleion rejser sig inden han opdager, at hænderne stadig er låst om servitorens hals. Dens hoved har fået en unaturlig vinkel og ansigtstrækkene er stivnet. Eller? Bag ansigtet griner dæmonen af ham. Han slipper taget og servitoren klasker til gulvet.
“Jeg er Herakleion, kaptajn for femte kompagni. Jeg er Herakleion”, mumler han messende for sig selv mens han griber sin hjelm.